Fællesskab og inklusion
Værestedet ønsker at give borgeren mulighed for fuldgyldigt medlemskab af det samfundsmæssige fællesskab. Målet er inklusion, hvilket sætter fokus på at udvikle muligheder og potentialer, som fremmer individets livskompetencer og muligheder for, at blive inkluderet i det sociale og samfundsmæssige fællesskab.
Netværk
Værestedet ønsker at give borgeren mulighed for at have et rum for uformelt samvær og kontakt med ligestillede. Et rum, hvor der er mulighed for at etablere venskaber, finde en kæreste, være sammen med venner, deltage i fester, slappe af og hygge sig.
Læring og udvikling
Værestedet ønsker at være et tilbud, hvor der gives mange muligheder for at lære og udvikle sig. Vi ønsker løbende at iværksætte tiltag og foranstaltninger, med henblik på at forebygge udviklingsproblemer og reduceret livskvalitet eller forbedre udviklings- og trivselsprocesser. Vi har fokus på at tilbyde en række muligheder for læring og udvikling, dels i forhold til konkrete færdigheder og funktioner, men også læring der relaterer til den personlige udviklingsproces.
Grundlæggende er al deltagelse i Værestedet deltagelse i demokratiske processer og dermed også i de læreprocesser, der relaterer til den demokratiske proces.
Job
Værestedet ønsker at give borgeren mulighed for deltagelse i det samfundsmæssige fællesskab. Værestedet har udmøntet denne målsætning gennem tilbud til borgeren om, at opøve og træne forskellige færdigheder og kompetencer indenfor forskellige jobfunktioner på Værestedet, eller i en ekstern virksomhed.
Brugerinddragelse - medbestemmelse
Med udspring i inklusionstankegangen er den overordnede målsætning for Værestedet at borgerne skal inkluderes som fuldgyldige deltagere i det sociale samfundsmæssige fællesskab. Værestedet ønsker at bidrage hertil ved at give borgeren mulighed for at erhverve forskellige kompetencemæssige forudsætninger for deltagelse i fællesskaber.
Brugerinddragelse og brugermedbestemmelse er her vigtige elementer fordi:
- Den udviklingshæmmede borger skal sikres mulighed for indflydelse på tilrettelæggelse af servicetilbud.
- Den udviklingshæmmede borger skal tilbydes de samme udviklingsbetingelser som alle andre.
- Medinddragelse og medbestemmelse styrker den enkeltes ansvar og muligheder.
- Oplevelsen af at være kompetent styrker den enkeltes selvværd og mestringsevne.
- Den udviklingshæmmede borger skal opleve sig værdifuld
- Den udviklingshæmmede borger har potentialet til at være medskaber i eget liv.
- Inklusion ikke kun handler om at rumme, men om at have en rolle.










