Printvenlig side
Sitemap
Links
Intranet
 

Afdelinger

Aalborg Kommunes hjemmeside
Kulturværdier for dagtilbudet Virkelyst
 
Vi er professionelle. Som ansatte ved dagtilbudet Virkelyst arbejder vi mod de mål og efter de værdier der er formuleret. Vi er professionelle og det betyder, at vi er i stand til at overordne opgaven for personlige behov og interesser.
 
Vi tænker demokratisk og samarbejder i en demokratisk ånd. Det er således alles ret at blive hørt og vi lytter med interesse til hinandens synspunkter. Værdierne, de ledelsesmæssige og fælles beslutninger afgør i sidste ende, hvad der er rigtige og forkerte handlinger. De beslutninger der træffes skal efterleves uanset, indtil en evt. ny beslutning træffes.
 
Vi er ansvarlige Når tingene ikke går som vi ønsker eller forventer, søger vi først årsagen hos os selv, inden vi tillægger noget eller nogen i omverdenen ansvaret herfor. På Virkelyst løser vi problemerne frem for at dyrke dem. Når der er noget vi er utilfredse med er det vigtigt, at det kommer til udtryk men vi kræver af hinanden, at utilfredsheden altid følges op af et forslag til forbedring eller alternativ.
 
Vi er positive og anerkendende. Vi tror på, at et positivt og anerkende perspektiv skaber muligheder. Derfor fokuserer vi på stedets og på hinandens ressourcer og kompetencer, frem for på mangler og problemer.
 
Vi er handlingsorienterede. Vi sætter handling bag ordene. Gode hensigter gør det ikke alene. Når vi handler laver vi fejl, det gør alle. Fejl er erfaring og dermed en vigtig kilde til læring.
 
Vi kan orientere os i forhold til hinanden fordi vores kommunikation er åben, ærlig og direkte. Vi tror på, at et godt samarbejde bygger på dialog og dermed på respekt og forståelse for, at andres synspunkter og perspektiver er rigtige for dem. Vi gæster hinanden med et åbent og venligt sind.  
 
Vi samarbejder ud fra devisen, ”at vores samarbejde ikke er bedre, end de mennesker der indgår i det, giver mulighed for”. Vi medvirker alle til, at skabe de bedst mulige betingelser for et godt og trygt arbejdsmiljø, hvor den enkelte kan trives og udvikles. Vi er kun mennesker og det skal vi have lov til, men vi accepterer ikke en kultur præget af en negativ omgangsform som sladder og dårlig omtale af hinanden.
 
Vi er forskellige og det udnytter vi konstruktivt. På Virkelyst ønsker vi at være kendt for mangfoldighed og rummelighed. Det kan vi kun opnå hvis vi anerkender og udnytter hinandens forskellighed, også i de situationer hvor forskellighed er en udfordring.
 
Vi er lærende og reflekterende. Vores antagelser og opfattelser er uanset, hvor rigtige de end forekommer os at være, løbende udsat for konfrontation og refleksion. Borgerens livskvalitet og udviklingsmuligheder afhænger af os, hvorfor vi ofte stiller kritiske spørgsmål ved egne sandheder og handlinger.
 
Vi udvikler os og en forudsætning herfor er, at vi reflekterer over såvel egne som andres handlinger. Vi er hinandens gode betingelser for læring og udvikling ved at være hinandens spejl.
 
 
Vi har konflikter og det udnytter vi som en udviklingsmulighed. Vi accepterer ikke uproduktive konflikter men kræver, at de konflikter der opstår håndteres således, at de skaber læring og udvikling på såvel det individuelle som på det kollektive niveau.