Aktiviteterne er tilpasset den enkelte borgers behov, funktionsevne, interesser og ønsker. De er derfor af meget forskellige karakter. Mange af aktiviteterne foregår udendørs året rundt, hvor der er ”højt til loftet” og god plads til udfoldelse. Eksempler på aktiviteter:
Lettere skovarbejde i form af indsamling af brænde, savning og kløvning samt andre små projekter af samme karakter. Renovationsarbejde med skraldetur til bens eller i lastbil, stor skrald, glas- og pap-tur. ”Pedelarbejde” i form af små reparationer inden- og udendørs, lettere havearbejde og snerydning. Køkkentjans, svømning, ridning, gymnastik, gåture, cykelture, ledsagelse til fysioterapi, musik, computer, spil, kreativt værkstedsarbejde f.eks. billedkunst, maddag, bagning, fodbold, bowling, kugledyne, børsteteknik, massage, ture ud af huset og deltagelse i forskellige arrangementer. Vi arbejder med hele arbejdsprocesser, hvor borgeren er med i de enkelte delprocesser fra start til slut.










